Det er rart at have minder, men det er også rart at have noget godt i vente. Det som mange spejdere venter på i øjeblikket er sommerens helt store oplevelse, som uden tvivl vil skabe mange minder.

I dagene fra den 22. juli til den 30. juli, vil 40.000 spejdere fra hele Danmark og udlandet, flytte til Kær Vestermark ved Sønderborg. Her vil en by af rafter og telte skyde op og være med til at danne rammen om ”Spejdernes lejr 2017”.

En lejr som er arrangeret i fællesskab af: Det danske spejderkorps, KFUM spejderne, De grønne pigespejdere, Danske baptisters spejderkorps og Dansk spejderkorps i Sydslesvig.

Lejrens vision og tema er ”Vi sætter spor”. Gennem spejderarbejdet sætter vi spor i os selv, hinanden og i omverdenen.

At deltage i så stor en lejr er en begivenhed der ganske givet vil sætte spor hos mange. For dem der oplever det første gang er størrelsen i sig selv imponerende. Det er ikke bare en samling telte og et spisebord af rafter. Det er et helt lille samfund med Kirke, butikker, rådhus og markedspladser. Du kan gå på posthuset og sende et brev, købe ind i supermarkedet, shoppe nyt spejdergrej, gå på restaurant eller hænge ud på en cafe. Alt sammen i en by der er opstået fordi der er folk der elsker spejderlivet og hvor indbyggerne i fællesskab vækker spejderånden til live.

På en landslejr bliver du en del af et multikulturelt samfund hvor forskellighederne er mange, men hvor fællesnævneren er tydelig, for vi er alle sammen spejdere.

Aktiviteterne og lejrlivet vil danne en ramme hvor hver enkelt spejder lære at indgå i alle slags relationer og at tage ansvar for fællesskabet og samtidig finde ud af sine egne kompetencer. Det er også i fællesskabet og når vi samarbejder, at vi udvikler os og forhåbentlig finder ud af hvor vigtig en brik vi hver især er i det samlede puslespil.

At være spejder gør dig til en del af en stor og verdensomspændende familie. Spejdernes lejr vil være et tydeligt billedet på dette, især for alle de spejdere der tjekker ind her til sommer. Det vil blive en uge fyldt med indtryk, oplevelser og nye bekendtskaber. Der vil blive sat spor for mange og af mange. Når vinteren igen melder sig vil sporene forhåbentligt være blevet til en masse gode minder man kan glædes ved igen og igen. Men indtil da er den halve glæde at have noget godt i vente og det er da et ganske godt udgangspunkt!

Menu
Find Os På Facebook